Medie: Due Jensen sætter sig på magten i Grundfos

Niels Due Jensen strammer grebet om Grundfos. Arkivfoto: Keld Navntoft/Scanpix
Udgivet Opdateret

Forretningsorden giver Niels Due Jensen magten i Grundfos

Grundfos’ nye strategi har krav om årlig salgsvækst på 6 procent og en indtjening på 10 procent. Men de mål er ikke topchef Mads Nippers fortjeneste, skriver Finans.dk.

Målene blev efter netmediets oplysninger fastlagt allerede sidste år i Poul Due Jensens Fond, der ejer 87,9 procent af Grundfos. Her har Niels Due Jensen som formand, inddirekte reelt sat sig på magten i Grundfos via en udførlig forretningsorden, der ud over krav om øget vækst og indtjening også indeholder krav om indsigt i alt fra kundetilfredshed og nye produkter til månedlige rapporter om økonomien.

»Forretningsordnen cementerer Niels Due Jensens formelle magt over Grundfos,« siger Anders Drejer, professor i ledelse ved Aalborg Universitet, til Finans.dk.

Fonden forklarer, at den nye forretningsorden er et udtryk for mere aktivt ejerskab, men afviser at der har været konflikt mellem ledelsen i Grundfos og fonden.

Alle Grundfos-arvinger er automatisk sikret en plads i fondens bestyrelse, men kun indtil de fylder 70 år. Da Niels Due Jensen er 72 år, skal han vælges hvert andet år.

 

Powered by Labrador CMS