Messerschmidt mistænker dobbeltspil

Morten Messerschmidt mener, at flere DF'ere har spillet dobbeltspil og forventer nye udmeldelser

Udgivet Opdateret

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, føler sig overbevist om, at der er en dybere sammenhæng mellem, at Inger Støjberg stifter et nyt parti, og at Peter Skaarup og Jens Henrik Thulesen Dahl næste dag melder sig ud af Dansk Folkeparti.

Det siger han til DR Nyheder.

- Maskerne falder nu. Der har været nogen, der har spillet et dobbeltspil igennem lang tid, siger Messerschmidt.

Planlagt længe

Han tror, at forløbet har været planlagt, og at de næste udmeldelser kan følge ret snart.

- Mon ikke det her er nøje tilrettelagt, så der også kommer en lille overraskelse i morgen eller i overmorgen, siger Messerschmidt.

Han nævner selv sin forgænger, Kristian Thulesen Dahl, som et muligt bud på den næste, der siger farvel til partiet.

Blå Bog: Morten Messerschmidt

* Navn: Morten Messerschmidt.

* Født: 13. november 1980 i Frederikssund.

* Søn af: Struktør Carsten Christoffersen og byrådsmedlem Inge Messerschmidt (DF).

* Bopæl: København.

* Parti: Dansk Folkeparti.

* Politisk karriere:

2022-: Formand for Dansk Folkeparti

2020-2022: Næstformand for Dansk Folkeparti.

2020-: Kulturordfører.

2019-: EU-ordfører, europarådsordfører, energi- og klimaordfører.

2019: Messerschmidt kom tilbage i dansk politik.

2009-2019: Medlem af Europa-Parlamentet med rekordhøje 465.758 personlige stemmer ved valget i 2014.

2007-2009: Energiordfører og klimaordfører.

2005-2009: EU-ordfører.

2005: Første gang valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti.

* Beskæftigelse:

2010-2012: Underviser i statsforfatningsret på Københavns Universitet.

* Uddannelse:

2007: Uddannet jurist (cand.jur.) fra Københavns Universitet.

1999: Student fra Sankt Annæ Gymnasium.

* Privat:

Kæreste med Dot Wessman, teltholder i sangerindepavillonen Bakkens Hvile.

* Andet:

- Radiovært på 24syv siden december 2021. Han er vært på programmet ”Kammertonen”, der handler om opera.

- Han er forfatter eller medforfatter til bøgerne ”Den kristne arv” fra 2021, ”Farvel til folkestyret – hvordan EU ødelægger frihed, folk og folkestyre – og hvad vi kan gøre ved det” fra 2020, ”Overlad det trygt til Bruxelles – Debat om EU” fra 2015, ”Det er (ikke) sort/hvidt – Samtaler om skepsis, demokrati og visioner for Europa” fra 2014 samt ”Intet over og intet ved side af … EU-Domstolen og dens aktivisme” fra 2013.

- Han er tiltalt for dokumentfalsk og svig med EU-midler for cirka 100.000 kroner. I august blev han kendt skyldig ved Retten i Lyngby, men landsretten har senere vurderet, at dommeren var inhabil, og sagen skal derfor gå om.

Kilde: Folketinget, Ritzau.

Tulle skal selv have lov

- Jeg bemærker, at Kristian ikke genopstiller for Dansk Folkeparti, og i næsten samme åndedrag inviterer Inger Støjberg ham ind i sit parti.

- Men jeg synes næsten, Kristian selv skal have lov til at komme med den nyhed, siger Morten Messerschmidt.

DF-formanden tror, at flere af de nu tidligere medlemmer, bevidst er gået bag hans ryg.
DF-formanden tror, at flere af de nu tidligere medlemmer, bevidst er gået bag hans ryg.
Powered by Labrador CMS