Minister får stor næse: -Jeg har sagt undskyld

Folketinget udtaler stor kritik af ministeren.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har torsdag modtaget en af de største næser, Folketinget kan give en minister. Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix
Udgivet Opdateret

“Meget skarp kritik”, “alvorligste kritik”, “overordentligt kritisabelt”.

Alvoren er til at tage at føle på i Miljø- og Fødevareudvalgets beretning om Esben Lunde Larsens (V) håndtering af kvotekonger i fiskeriet.

Med beretningen har miljø- og fødevareministeren torsdag modtaget en stor næse i kvotesagen. Folketinget udtaler sin alvorligste kritik.

Ministeren tager næsen til efterretning, fortæller han til Ritzau efter et samråd i Miljøudvalget.

– Jeg blander mig ikke i Folketingets beslutninger, men tager dem til efterretning. Jeg ærgrer mig over situationen, siger ministeren.

Jeg har undskyldt

Han understreger, at han tidligere på ugen har undskyldt sig i sagen.

– Jeg har fire ordfører fra DF, som jeg under normale omstændigheder har et godt samarbejde med. Der er kommet kurer på tråden. Det har jeg undskyldt for. Nu er det min opgave at få rettet op på det, siger Esben Lunde Larsen.

Han var fredag i samråd, hvor han efterfølgende har erkendt, at han udtrykte sig “upræcist”.

Det skete, da han skulle oplyse, hvilke informationer han havde videregivet til de borgerlige partier om kvotekonger – fiskere med store fangstkvoter.

Ministeren har haft kendskab til flere forslag til at begrænse de såkaldte kvotekonger, end han tidligere havde oplyst.

Alvoren i næsen skærpes, da folketingsflertallets muligheder for at gennemføre den mest kraftfulde indsats mod kvotekongerne er blevet svækket, lyder det i beretningen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS