Ny aftale om coronapas

Ny aftale åbner for krav om coronapas på arbejdspladser

Arbejdsgivere skal kunne pålægge ansatte at vise coronapas.
Arbejdsgivere skal kunne pålægge ansatte at vise coronapas.
Udgivet Opdateret

Regeringen er enig med arbejdsmarkedets parter om, at arbejdsgivere skal kunne pålægge ansatte at vise coronapas.

Det vil sige, at ansatte kan blive nødsaget til at have en negativ coronatest eller at være vaccineret.

Forslaget skal gælde så længe Folketinget har truffet en beslutning om, at corona er en samfundskritisk sygdom.

Derfor gælder aftalen foreløbig én måned.

Skal behandles i Folketinget

Aftalen er indgået mellem regeringen og Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Det er op til den enkelte arbejdsgiver, om de ansatte skal pålægges at vise et gyldigt coronapas.

Aftalen vil nu blive fremsat som et lovforslag i Folketinget.

Regeringen håber at få det hastebehandlet, så det kan komme til at gælde hurtigst muligt.

Det kræver, at to tredjedele af Folketinget er enige i, at forslaget skal hastebehandlet.

Her skal coronapasset i brug

Se her, hvilke steder passet skal i brug:

* Indendørs restauranter og caféer. Takeaway-steder og indendørs servering på sociale tilbud er undtaget.

* Nattelivet, herunder partybusser med alkoholservering, natklubber og diskoteker.

* Kultur og forlystelser. Er der over 200 deltagere, skal der vises coronapas ved for eksempel koncerter, teater, biografer og museer.

Er der over 2000 deltagere udendørs, skal der vises coronapas ved for eksempel fredagens landskamp i Parken og forlystelsesparker.

* Kirkelige handlinger som for eksempel begravelser, barnedåb og gudstjenester, hvis der er over 200 deltagere.

* Aftenskoler, daghøjskoler og Folkeuniversitetet, hvis der er over 200 deltagere. Det samme gælder konferencer.

* Der er desuden krav om coronapas for besøgende på sociale tilbud, på sygehuse, i fængsler og arresthuse. Det gælder dog ikke for eksempelvis nære pårørende.

Kilde: Coronasmitte.dk
Powered by Labrador CMS