Nyt borgerforslag samler lynhurtigt underskrifter

Over 9400 har støttet borgerforslag om at øremærke penge fra konflikt. Kommuner tager selv samme initiativ.

Udgivet Opdateret

Hvis en faglig konflikt bryder ud, og arbejdsgiverne slipper for at betale løn til tusindvis af offentligt ansatte, så må politikerne sørge for at sende de sparede penge tilbage til de ramte skoler, daginstitutioner, uddannelser eller sygehuse.

Sådan lyder et borgerforslag fra flere organisationer. 9420 personer har lørdag eftermiddag bakket op om forslaget, der blev stillet torsdag. Det skal til afstemning i Folketinget, hvis det når op på 50.000 støtter.

– Teknisk kan man pålægge kommuner, regioner og stat, at midlerne forbliver og bruges på området, lyder forslaget fra ti fagforeninger samt foreningen Skole og Forældre.

– Velfærdspuljen skal sikre, at de sparede lønkroner ikke bliver brugt til besparelser, men at borgerne derimod får den velfærd, som de er blevet stillet i udsigt i kommunale og regionale budgetter og finansloven, lyder det.

Forslaget er aktuelt, fordi forhandlinger om nye overenskomster på det offentlige område er brudt sammen.

Fagforeningerne har varslet strejke for op mod 80.000 ansatte. Arbejdsgiverne har svaret igen med varsel af lockout for op mod 440.000 ansatte. De får altså ikke løn, hvis konflikten bryder ud – og dermed sparer arbejdsgiverne penge.

Elisa Bergmann, formand for pædagogerne i Bupl, er medstiller bag borgerforslaget. Hun mener, at der er et ulige magtforhold på det offentlige arbejdsmarked, fordi arbejdsgiverne sparer en masse penge ved at lockoute de ansatte.

Hun afviser, at fagforeningerne optrapper konflikten ved at stille forslaget, mens de endnu forsøger på blive enige i Forligsinstitutionen.

– Det handler om rettidig omhu. Vi vil gerne sikre, at pengene går tilbage til arbejdspladserne og velfærden frem for at blive brugt på at lappe hullerne i vejene. Eller at kommunerne kan betale af på deres gæld, siger hun.

Borgerforslag kræver 50.000 underskrifter

19. december sidste år vedtog Folketinget en ny lov, der gør det muligt for borgere at få beslutningsforslag behandlet i Folketinget.

I øjeblikket søger fagforeninger borgerstøtte til at holde på konfliktpenge.

Lørdag eftermiddag har foreløbig over 9400 personer støttet borgerforslaget om at øremærke penge fra en konflikt.

Initiativtagerne vil sikre, at de penge, de offentlige arbejdsgivere sparer under en eventuel konflikt, efterfølgende bliver sendt tilbage til skoler, daginstitutioner og sygehuse.

Her kan du læse mere om, hvordan man stiller et forslag:

  • Borgerforslag kan stilles på hjemmesiden borgerforslag.dk. Man skal logge ind med NemID og personnummer.
  • Mindst tre personer med stemmeret til Folketinget skal være medstillere af forslaget.
  • Hvis et forslag inden for 180 dage får støtte fra 50.000 borgere med stemmeret til Folketinget, skal Folketingets partier tage stilling til, hvem der vil fremsætte forslaget som et beslutningsforslag i Folketinget. Ifølge grundloven er det nemlig kun folketingsmedlemmer og ministre, der kan fremsætte forslag i Folketinget.
  • Forventningen er, at det som hovedregel vil være de politiske ordførere fra de partier, der støtter ordningen om borgerforslag, der i fællesskab fremsætter forslaget.
  • Herefter behandles beslutningsforslaget på samme måde som Folketingets øvrige beslutningsforslag.
  • Der er en række regler for, hvad man kan stille forslag om. Forslag, der handler om ændringer af Grundloven eller forhold vedrørende Grønland og Færøerne, vil blive afvist.
  • Folketingets administration vil også afvise forslag, der er helt usammenhængende og uforståelige, eller som har karakter af en vittighed eller indeholder reklame eller andre kommercielle budskaber.

Kilde: Borgerforslag.dk.

Efter en lockout af lærere og undervisere i 2013 besluttede en del af landets kommuner at øremærke de sparede lønkroner til skoleområdet.

Byråd i flere kommuner skal i den kommende tid tage stilling til lignende forslag for de konflikttruede områder.

Det sker i den kommende uge blandt andet på Frederiksberg samt i København og Rebild.

Ishøj byråd vedtog et sådant forslag allerede 6. marts, mens et flertal i Albertslund byråd stemte ja 13. marts.

I Kolding besluttede byrådet tirsdag, at man først vil tage stilling, hvis en konflikt bryder ud. Det ærgrer SF’eren Karina Lorentzen, som stillede forslaget.

– Jeg havde gerne set, at vi tog stilling på forhånd, siger hun.

Også i Aalborg, Lejre, Egedal, Hvidovre og Lyngby kommuner skal der tages stilling til lignende forslag.

Det fremgik tidligere ved en fejl af artiklen, at der skulle være varslet strejke for op mod 890.000 offentligt ansatte. Det er ikke korrekt, og tallet er nu rettet til 80.000. Vi beklager fejlen.

Powered by Labrador CMS