Polio dukker op for første gang i to årtier

Den smitsomme virus er blevet påvist hos et barn. Regeringen kritiseres for at have handlet alt for langsomt.

Polio er en smitsom virussygdom i hjerne og rygmarv, der kan medføre total lammelse i løbet af få timer. Foto: Shah Marai/arkiv/AFP
Udgivet Opdateret

Der er blevet påvist et tilfælde af polio i kriseramte Venezuela, hvor sygdommen ellers blev udryddet for årtier siden.

Det oplyser den panamerikanske sundhedsorganisation (Paho).

Organisationen oplyser, at det er et barn, der er blevet ramt af den smitsomme virussygdom.

Det smittede barn er ikke vaccineret og lever i en ekstrem fattig del af delstaten Delta Amacuro, oplyses det videre.

– Virusset rammer især mennesker, der lider af underernæring og er uvaccinerede, ligesom i dette tilfælde, siger tidligere sundhedsminister Jose Felix Oletta.

Den tidligere minister kritiserer sundhedsmyndighederne under præsident Nicolas Maduros regering for at tage længere end en måned om at underrette Paho om fundet af polio.

Internationale sundhedsbestemmelser kræver, at det skal gøres inden for 24 timer.

Sidst, et tilfælde af polio ramte Venezuela, var i 1989.

Venezuela, der er i økonomisk og politisk krise, tegner sig desuden for 85 procent af alle tilfælde af mæslinger, der er blevet påvist i Latinamerika og Caribien i løbet af det seneste år, oplyser Paho.

I 11 lande er der blevet bekræftet 1685 tilfælde af mæslinger i løbet af det seneste år. Af dem er 1427 blevet påvist i Venezuela.

Myndighederne i landet mener, at sanktioner fra USA er årsagen til, at det mangler livsvigtig medicin og vacciner.

Polio

  • Polio forårsages af poliovirus, som hører til gruppen af enterovirus. Der findes tre forskellige typer af poliovirus, og infektion med én type beskytter ikke mod de andre.
  • En poliovirusinfektion forløber i de fleste tilfælde helt symptomfrit eller med milde, ukarakteristiske symptomer som feber, opkast, diarré og/eller ondt i halsen, men infektionen kan også vise sig som meningitis, lammelser og dødsfald.
  • Ca. én ud 200 infektioner fører dog til varige slappe lammelser, dvs. lammelser, der skyldes nedsat muskelkraft. 5 – 10 % af de lammede dør, når åndedrætsmusklerne bliver ramt. Patienter med lammelser har ofte betydelige motoriske senfølger efter infektionen, og det er disse senfølger der er relateret til den store sygdomsbyrde der tidligere var forbundet med børnelammelse.
  • Poliovirus er meget smitsomt og spredes især fæko-oralt (dvs. smitte sker direkte eller indirekte fra afføring, herunder gennem mad og drikke der indeholder poliovirus) fra person til person. Smitte kan også ske ved dråbeinfektion, fx via nys og host. Poliovirus findes kun hos mennesker, hvilket er en forudsætning for at kunne udrydde sygdommen helt.

Kilde: Statens Serum Institut

Den 6. april i år iværksatte præsident Maduro en ny vaccinationskampagne mod 14 sygdomme, deriblandt mæslinger.

Powered by Labrador CMS