Russisk fly med 71 personer om bord er styrtet ned

Der er ikke meldt om overlevende efter styrtet.

Et russisk passagerfly er styrtet ned. 71 personer er dræbt. Arkivfoto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

Et russisk passagerfly med 71 mennesker om bord er styrtet ned i Moskva-regionen. Det skriver det russiske nyhedsbureau Interfax ifølge Reuters.

Ifølge Interfax er det styrtet ved byen Argunovo sydøst for Moskva. Det var på vej mod byen Orsk nær grænsen til Kasakhstan, oplyser AFP.

Indbyggere i byen Argonovo fortæller, at de har set et brændende fly falde fra himlen, og der er flydele spredt ud over ulykkesstedet, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge engelske Mirror ligger landsbyen, flyet styrtede ned i i Moskva-regionen. Ombord var der 65 passagerer og seks besætningsmedlemmer.

Der er tale om et regionalt fly af typen Antonov AN-148.

Kort efter at det var lettet fra Domodedovo-lufthavnen i Ruslands hovedstad, Moskva, mistede flyveledere kontakten til flyet, og det forsvandt fra radaren.

Ruslands katastrofeministerium har sendt mandskab til stedet, skriver nyhedsbureauet AP.

Flyet er fra selskabet Saratov Airlines, der har 13 den type passagerfly. Selskabet flyver på indenrigsruter.

Opdatering: Alle 71 bekræftes døde.

Powered by Labrador CMS