Tordner mod S-regeringen

-Det kan ikke lade sig gøre

- Jeg har spurgt dem rigtig mange gange, og det har vi så ikke fået svar på, men det får vi så svar på nu gennem Jyllands-Posten, siger Rosa Lund (EL)
- Jeg har spurgt dem rigtig mange gange, og det har vi så ikke fået svar på, men det får vi så svar på nu gennem Jyllands-Posten, siger Rosa Lund (EL)
Udgivet Opdateret

Regeringen har i interne dokumenter fået besked om kritisable forhold i Rwanda, hvor regeringen planlægger at oprette et modtagecenter for asylansøgere.

Det har Jyllands-Posten mandag kunnet berette på baggrund af aktindsigt i interne regeringsdokumenter.

Regeringens støtteparti Enhedslisten er meget kritisk over for, at regeringen fortsat arbejder videre med Rwanda-planen.

- Det kommer bag på mig, at det ikke er kommet frem før, for jeg har spurgt regeringen mange gange, hvordan de vil gøre det her og samtidig overholde menneskerettighederne, siger udlændingeordfører Rosa Lund (EL) til Ritzau.

- Jeg har spurgt dem rigtig mange gange, og det har vi så ikke fået svar på, men det får vi så svar på nu gennem Jyllands-Posten.

- Grunden til, at de (regeringen, red.) ikke har svaret, er nok, som jeg tidligere har sagt, at man ikke kan gøre det her med et modtagecenter i Rwanda uden at bryde med menneskerettighederne, siger hun.

Fælles erklæring

Regeringen præsenterede sidste år en plan om at oprette et dansk center til asylbehandling i Rwanda og underskrev en fælles erklæring med landet så sent som i september i år.

I en indledende analyse fra juni 2021, som Jyllands-Posten har haft adgang til, omtales forholdene i landet, hvor tortur i henhold til lovgivningen er forbudt.

- Der foreligger imidlertid rapporter om tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling af tilbageholdte personer i myndighedernes varetægt, skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet i analysen ifølge Jyllands-Posten.

- Der foreligger ingen rapporteringer om, at der fra regeringens side har været igangsat undersøgelser af disse forhold, lyder det videre.

Det endegyldige bevis

Rosa Lund ser den interne analyse som det endegyldige bevis på, at den danske regering ikke vil kunne gennemføre Rwanda-projektet.

- Jeg tror ikke på, at man kan lave en aftale med et land, der ikke overholder menneskerettighederne og så sige, at inden for de her få kvadratmeter, eller hvor stort det her modtagecenter nu skal være, dér skal man overholde menneskerettighederne, men ikke i resten af landet, siger hun.

Ikke på vores mandater

Enhedslisten og De Radikale har begge truet med at trække deres støtte til regeringen på spørgsmålet om Rwanda-centret.

Mens De Radikale vil trække støtten til en regering, der så meget som arbejder videre med planerne om Rwanda-centret, så vil Enhedslisten trække sin støtte, hvis regeringen gennemfører planerne og sender en asylansøger på et fly til landet.

- Det er selvfølgelig klart, at hvis det sker, så kan de (regeringen, red.) ikke sidde på vores mandater, siger Rosa Lund.

Powered by Labrador CMS