TV 2-kendis klar til Robinson

"Robinson Ekspeditionens" 23. udgave vil byde på flere kendte ansigter, herunder en særdeles tv-vant kørelærer

Udgivet Opdateret

Inden længe sparkes endnu en sæson af "Robinson Ekspeditionen" i gang til lyden af Jakob Kjeldbjergs: "Sæt i gang!".

Også denne gang vil der være nogle velkendte ansigter blandt deltagerne.

Blandt andre finder man Loay Zeraiq, der er kendt fra TV 2-programmet "Kørelærerne". Han forlader sine elever fra køreskolen i Odense for at kæmpe om Robinson-trofæet.

Fitnessinteresserede vil måske kende Doaa Zaher, som udover at være personlig træner giver gode råd til sine knap 20.000 følgere på Instagram.

Hun er også at finde i årets ekspedition, ligesom man vil kunne se Majbrit Watt kæmpe mod sult og udmattelse i troperne.

Særligt efternavnet vil for mange formentlig vække genklang. Hun er nemlig gift med racerkøreren Jason Watt.

For 23. gang

Som så mange gange før bliver det Jakob Kjeldbjerg, der leder ekspeditionen, når den vender tilbage for 23. gang.

- Danmarks vildeste eventyr er tilbage. To hold skal kæmpe mod hinanden, og det handler om at samarbejde. Men kun én står alene tilbage med trofæet, lyder det fra Jakob Kjeldbjerg i en trailer for årets sæson.

I den kan man se et udpluk af de prøvelser, som årets deltagere bliver udsat for.

Hvert år udtænkes nye udfordringer, baner og puslespil, men af traileren kan man dog se, at nogle ting er ved det gamle.

Deltagerne skal igen grave i sand og spæne gennem vand, mens sveden løber af dem - alt sammen i håbet om at vinde trofæet og den halve million.

Premiere i 1988

Realityprogrammet havde premiere på TV 3 tilbage i 1998. Her blev ekspeditionen optaget i det sydøstasiatiske land Malaysia.

Efter en række sæsoner, der har udspillet sig i blandt andet Filippinerne og Caribien, vender næste sæson af "Robinson Ekspeditionen" tilbage til der, hvor det hele begyndte - Malaysia.

Viaplay Group, der står bag programmet, har endnu ikke offentliggjort en premieredato.

De resterende deltagere i årets ekspedition bliver meldt ud den 17. august.

Jakob Kjeldbjerg har været vært på realityprogrammet 'Robinson Ekspeditionen' siden syvende sæson i 2004.
Jakob Kjeldbjerg har været vært på realityprogrammet "Robinson Ekspeditionen" siden syvende sæson i 2004.
Powered by Labrador CMS