Verstappen verdensmester efter kaotisk Grand Prix

Max Verstappen forsvarer VM-titlen i Formel 1 efter sejr i Japan og straf til konkurrenten Charles Leclerc

Udgivet Opdateret

For andet år i træk er den hollandske racerkører Max Verstappen (Red Bull) verdensmester i Formel 1.

VM-titlen blev sikret efter stor forvirring søndag. 

Her vandt Verstappen det japanske grandprix i suveræn stil, men i første omgang var det ikke nok til at løbe med VM-titlen.

Efter løbet blev Charles Leclerc (Ferrari) degraderet fra anden- til tredjepladsen på grund af en tidsstraf på fem sekunder, og den forskel gør Verstappen til verdensmester med fire grandprixer tilbage af sæsonen.

Afbrudt på grund af regn

Hans team var dog af en anden overbevisning først, da holdet ikke forventede, at der ville blive uddelt fulde point, fordi løbet undervejs var afbrudt i over to timer på grund af regn og derfor kraftigt forkortet.

- Han er ikke verdensmester ifølge vores udregning, sagde Red Bull-chef Christian Horner, da tv-kameraerne fangede ham, efter at Verstappen var udråbt som verdensmester.

Også Formel 1-organisationen ventede et kvarter med at erklære Verstappen som verdensmester på sociale medier grundet forvirringen.

KEVIN MAGNUSSEN

Kevin Magnussen (født 5. oktober 1992 i Roskilde) er en dansk racerkører.

I 2022-sæsonen kører han Formel 1 for det amerikanske Haas F1 Team, som han har kørt for siden 2017 med en et-årig pause i 2021.

Han var før medlem af McLaren Young Driver Programme.

Han er søn af den tidligere Formel 1-kører, og nuværende fabrikskører for amerikanske General Motors, Jan Magnussen.

Kilde: Wikipedia

Danske Kevin Magnussen (Haas) havde en ærgerlig dag på Suzuka-banen. Danskeren sluttede som nummer 14.

Efter en kaotisk afslutning er Max Verstappen igen verdensmester.
Efter en kaotisk afslutning er Max Verstappen igen verdensmester.
Powered by Labrador CMS