Messerschmidt amok på Mette F. 

DF's formand, Morten Messerschmidt, fokuserer en del på Socialdemokratiet i sin årsmødetale

Udgivet Opdateret

Socialdemokratiet og i særdeleshed statsminister Mette Frederiksen (S) er i fokus i formand Morten Messerschmidts tale ved Dansk Folkepartis årsmøde i Viborg lørdag.

- På et eller andet tidspunkt opdager danskerne, at du er et fupnummer, siger Messerschmidt blandt andet med henvisning til statsministeren.

Socialdemokratiet svigter de ældre. Og SVM-regeringen anført af Socialdemokratiet lemper for meget i udlændingepolitikken, lyder det fra Messerschmidt.

En skandale

DF-formanden mener eksempelvis, at Socialdemokratiet under valgkampen sidste år lovede mere omsorg til de ældre, men at det modsatte er sket.

- Det er en skandale, siger Messerschmidt, som tilføjer, at de ældre "har fået en lang næse".

Der kommer også en stikpille til ældreminister Mette Kierkgaard (M).

De ældres tur

- Jeg kan ikke huske, hvad ældreministeren hedder, for jeg har ikke set hende i et halvt år i tv, siger Messerschmidt.

DF-formand Morten Messerschmidt brugte en del tid på Socialdemokratiet og forklare om forskellene mellem S og DF i sin årsmødetale lørdag.

DF vil have fokus på de ældre ved de kommende finanslovsforhandlinger.

- Nu er det de ældres tur. Det skal være slut med at lukke plejehjem, når vi mangler plejehjemspladser, siger Messerschmidt.

Lempet udlændingepolitik

- Nu er det på tide, at vi behandler de ældre anstændigt. Det er dem, der har skabt vores velfærdssamfund, siger han.

Messerschmidt mener desuden, at udlændingepolitikken er blevet lempet for meget, og at det især er Socialdemokratiet, som svigter.

Klar kovending

Han nævner blandt andet, at Danmark har hjemhentet personer fra syriske fangelejre. Mette Frederiksen har da også foretaget en kovending i netop det spørgsmål. 

Tidligere har hun udtalt meget klart, at det ikke kom til at ske.

"Hader Danmark"

Udlændingepolitikken er fortsat helt afgørende for DF, siger Messerschmidt. Det skyldes blandt andet, at den islamiske verden ifølge Messerschmidt stadig "hader Danmark".

- Derfor skriger det til himlen, at vi har en regering, der slækker på udlændingepolitikken, siger han.

Powered by Labrador CMS