Landet i Danmark efter måneder i iransk fængsel
Lørdag formiddag er en dansk statsborger, der har været tilbageholdt i i Iran, landet i København
Et fly fra Bruxelles med en 28-årig mand, der har siddet fængslet i syv måneder i Iran, er lørdag formiddag landet i Københavns Lufthavn.
Det fremgår af Københavns Lufthavns hjemmeside.
Mødt af udenrigsminister
Den 28-årige danske statsborger ankom natten til lørdag til Bruxelles i Belgien sammen med to østrigsk-iranere, der ligeledes er blevet løsladt.
Her blev de ifølge nyhedsbureauet AFP budt velkommen af den belgiske udenrigsminister, Hadja Lahbib, samt danske og østrigske diplomater.
Lørdag formiddag har et fly fløjet den danske statsborger til Københavns Lufthavn.
Har det godt
Ifølge danskerens advokat, Sam Jalaei, har han det godt.
Vedkommende blev anholdt i Iran i november 2022 i forbindelse med en demonstration for kvinders rettigheder, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det skete angiveligt efter han havde truffet nogle unge lokale, som han blev venner med.
Sam Jalaei har oplyst til TV 2, at danskeren ikke var med til demonstrationerne. Han var - ifølge advokaten - på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
