Tag en tudekiks

Universitetsmiljøet er for øjeblikket optaget af en meget vigtig problemstilling, forstår man. 

Det handler om, at nogle af de studerende er utilfredse med, at lærerne på Universitet i København kan formaste sig til at stille spørgsmål til dem under forelæsningerne. 

Vel og mærke også selv om de ikke har rakt fingeren op. De unge er direkte rystede over sådanne personlige angreb fra anstaltens læremestre.

Ja, hvad er det nu også for en uskik? Hvad bilder sådan en emsig og konfliktskabende underviser sig nu også ind?

Pludselig bliver man som studerende indrulleret i et dagsprogram på en måde, som man slet ikke kunne forudse, og som naturligvis er dybt urimeligt. Rystelser af den karakter tolereres ikke.

Nogle af de studerende siger ligefrem, at det ikke er en positiv måde at gennemføre undervisningen på.

Nu står der vist ikke skrevet i forordningerne omkring driften af universiteter, at alt skal foregå i en positiv ånd.

Men når kvikke, unge studerende i fuldt alvor føler sig krænkede over at blive spurgt af læreren, så er der enten noget helt galt inde i hovederne på dem - eller også i selve universitetsmiljøet. 

De unge har åbenbart ikke fattet, at de for længst har forladt vuggestue- og børnehave. De befinder sig på en læreanstalt, der skal bibringe dem eksakt viden, som de senere kan berige samfundet med.

Derfor betaler skatteborgerne i dette land til deres uddannelse. Det hedder noget for noget - og den model er ganske velegnet til et samfund som vores.

De unge studerende skal således forberedes til det arbejdsliv og ansvar, som venter forude. Og her må vi nok komme med en ubehagelig melding, som kan sende en del af de studerende humørmæssigt i knæ:

Jeres kommende arbejdsgivere vil nemlig stille jer spørgsmål, selv om I sidder med hænderne plantet fladt på bordpladen. 

De vil stille krav til jer.  De vil kontrollere, at I lever op til de målsætninger og forventninger, som er aftalt på arbejdspladsen.

Ja, arbejdsgiverne vil endda gå så langt som til at forlange, at I indfinder jer på arbejdspladsen til den aftalte tid - og nogle gange måske bliver lidt længere end aftalt.

Helvede på denne jord venter jer således forude. 

Hvorfor er det lige, at mange unge i dag ser udfordringer og uforudsigelighed som uoverstigelige forhindringer? Hvordan kan de tro, at rejsen i dette liv aldrig må og vil gøre ondt? Hvorfor tror de, at alt skal indrette sig efter deres humør og værdisæt?

Det falder jo nok tilbage på forældrene, som aldrig har turdet eller orket at tage konflikterne med ungerne, da de var mindre. 

Børnene er ikke blevet tilpasset, og nu mener de som unge, at det er samfundet, der skal indrette sig fuldt ud efter deres ønsker og behov. De skal ikke rette ind efter undervisningen. De skal i stedet irettesætte underviseren.

Lad os håbe på en mentalitetsændring. Der er heldigvis mange unge, som gerne vil gå forrest og tage ansvar. De skal naturligvis belønnes og løftes.

De andre må nøjes med en tudekiks.