9000 narkobilister er knaldet flere gange

Forsikringsselskabet vil ofte holde den narkopåvirkede fører personligt ansvarligt økonomisk

Narkotesteren afslører de påvirkede bilister. Foto: Katrine Becher Damkjær
Udgivet Opdateret

Risikoen for store bøder og inddragelse af kørekortet har ikke været særlig afskrækkende for en del af de bilister, der er blevet sigtet for at køre narkokørsel.

9034 bilister er nemlig blevet sigtet mere end en gang for at køre narkokørsel herhjemme de seneste seks år. Det viser nye tal fra Rigspolitiet, som Gjensidige Forsikring har fået udleveret.

Og det er ellers ikke fordi, det kan være svært at huske reglerne på området. Der er nemlig nul-tolerance for at køre med ulovlige stoffer i blodet.

Og netop de klare retningslinjer gør, at tallene fra Rigspolitiet kan give indtrykket af manglende respekt om lovgivningen, lyder det fra Henrik Sagild, der er skadedirektør i Gjensidige.

Mangler respekt

– Når du kører bil med euforiserende stoffer i blodet, er du ikke kun til fare for dig selv, du er det i høj grad også for dine medmennesker i trafikken. Det er blandt andet derfor, straffen er den samme, som hvis du kører spirituskørsel med 1,21 promille. Og når så mange tusinde mennesker alligevel fortsætter med at køre narkokørsel, så mangler der simpelthen respekt for de farer, der er forbundet med det, siger han.

Han gør desuden opmærksom på, at man fra forsikringsselskabet side ofte vil holde føreren personligt ansvarligt økonomisk, hvis vedkommende er involveret i skader og uheld, mens de er narkopåvirket.

Hvis man alene isolerer tallene for bilister, der er blevet sigtet tre eller flere gange, lyder det på 4269 bilister. Og knap 1000 af dem er blevet sigtet seks gange eller flere, og det er ‘alarmerende’ mange, lyder det fra Henrik Sagild.

Det er uholdbart

– Det er fuldstændig uholdbart, og det kan tyde på, det ikke er nok med informationskampagner og oplysning. Måske skal der også være skærpede muligheder for at fratage adgangen til at køre bil for dem, der gentagne gange kører narkopåvirket,  siger han.

Fakta om tallene:

For perioden 1/1/2015 til 3/3/2021 har politiet registreret 47.646 sigtelser for narkokørsel, fordelt på 27.874 personer.

I tabellen nedenfor er sigtelserne fordelt alt efter, hvor mange gange den enkelte person er blevet sigtet for narkokørsel i perioden.

1: 18.840
2: 4.765
3: 1.903
4: 972
5: 514
6 eller flere: 880

Powered by Labrador CMS