Advarsel om farlige gynger: 13 børn endte på operationsbordet

Sikkerhedsstyrelsen advarer mod fare for, at børn får metalsplinter i øjnene

Offentliggjort Sidst opdateret

Metalsplinter fra gynger Små børn risikerer at få varige øjenskader af gynger i danske familiers hjem og haver. Det advarer Sikkerhedsstyrelsen om.

Det er langt fra første gang, styrelsen gør opmærksom på problemstillingen. I 2012 meldte Sikkerhedsstyrelsen første gang ud, at forældre skulle holde nøje øje med, at ophæng til især sansegynger ikke afgav små metalsplinter. Det skete efter, at en læge havde opdaget, at gentagne øjenskader med metalspllinter på hendes søn stammede fra ophænget på en sansegynge.

Dengang fandt øjenafdelingen på Glostrup Hospital 10 andre sager med børn, der var blevet behandlet for metalsplinter i øjnene, hvor årsagen også mentes at være ophæng til gynger.

– Det drejer sig både om sansegynger, fugleredegynger, motorikgynger, hængekøjer, hængevugger og lignende til børn. Ens for produkterne er, at de skal eller kan ophænges centreret i ophæng og kroge af metal. Vi har fået kendskab til, at ophænget til denne type produkter kan afgive metalsplinter under brug, når metal mod metal slides mod hinanden, udtalte Mette Cramon, kommunikationskonsulent i Sikkerhedsstyrelsen, dengang.

Problemet er, at børnene i denne type gynger ofte ligger på ryggen og kigger op mod loftet. Hvis der slides små metalsplinter af ophænget kan de falde ned i børnenes øjne.

I 2017 advarede Sikkerhedsstyrelsen endnu engang om problemet, efter 13 børn i 2016 var endt på operationsbordet på grund af metalsplinter fra gynger i øjnene.

Nu minder styrelsen så igen forældre om faren med et opslag på Facebook.

– I 2016 blev 13 børn opereret, fordi de havde fået metalsplinter i øjnene fra ophæng til gynger. Heldigvis er mange forældre siden blevet opmærksomme på risikoen, men her i foråret tåler det en gentagelse. Ophæng af metal, som ikke er egnet til det, kan frigøre metalsplinter på grund af friktion, skriver Styrelsen i sin advarsel.

I billedgalleriet ovenfor kan du læse, hvordan du undgår faren for metalsplinter fra gynger.

Powered by Labrador CMS