Kohberg får kæmpe-bøde for farlig kage

Kohberg skal betale 120.000 kroner i bøde på grund af wienerbrød med sulfit.

Kohberg har fået en stor byde på grund af sulfit i wienerbrød. Foto Scanpix
Udgivet Opdateret

Kohberg har brugt æblemos i wienerbrød, som indeholdt for meget sulfit. Wienerbrødet skulle derfor mærkes. Kohberg reagerede imidlertid for langsomt og informerede ikke Fødevarestyrelsen. Det koster nu virksomheden en bøde på 120.000 kroner.

– Virksomheden har ikke underrettet Fødevarestyrelsen om den manglende mærkning med allergenet sulfit og om tilbagetrækningen grundet den manglende mærkning, skriver fødevarestyrelsen i sin kontrolrapport.

Problemet med sulfitter er, at de kan udløse hudkløe, nældefeber, hævelser i huden eller høfeber. Især personer, der lider af astma, kan få reaktioner.

Ifølge administrerende direktør for Kohberg Erik Barsøe Bohsen skyldes fejlen, at en underleverandør i otte år har undladt at fortælle om brugen af et sulfit i noget æblemos. Sulfittet bliver brugt for at forhindre æblerne i at blive brune.

Da Kohberg opdager fejlen, bliver produktet spærret. I stedet for at sende mærker ud til de mange kunder, så wienerbrødet kan blive mærket korrekt, vælger Kohberg at kalde wienerbrødet tilbage.

– Og når der er tale om tilbagetrækning, så er det helt andre regler, som gælder, siger Erik Barsøe Bohsen.

Direktør erkender

Dem har Kohberg altså ikke efterlevet. Og det er en fejl, erkender direktøren.

– Det her er ikke en undskyldning, men en forklaring på, hvorfor vi er landet i denne uheldige situation. Det er nogle ekstremt dyre lærepenge, siger Erik Barsøe Bohsen.

–  Men vi har ikke sat forbrugernes sikkerhed over styr. Vi har solgt produktet i otte år og aldrig fået en reklamation, tilføjer han.

Ifølge Kohberg har virksomheden sendt produktet til et eksterne analysebureau, for at undersøge hvad der sker med sulfitten. Virksomhedens analyse viser, at når wienerbrødet bliver varmet op, så forsvinder 66 procent af den.

Virksomheden vil nu rette op på sine procedurer, så fejlen ikke gentager sig.

– Og så skal vi have en kammeratlig snak med vores underleverandør, slår Erik Barsøe Bohsen fast.

Powered by Labrador CMS