Millioner af danskere skal betale udskældt gebyr

Kunder skal selv betale 50 kroner for at få fornyet deres Rejsekort - der udløber efter fem år.

Omkring 300.000 danskere vil hvert år de næste fem år skulle udskifte deres Rejsekort (Foto: Sara Gangsted/Scanpix 2017)
Udgivet Opdateret

Over de næste fem år vil selskabet bag Rejsekort, Rejsekort A/S, kræve 76 millioner kroner ind fra kunderne, når de skal have fornyet deres kort.

Og det er ikke noget transportminister Ole Birk Olesen umiddelbart har tænkt sig at gøre noget ved, skriver Ingeniøren.

– Ting koster penge, og disse penge skal findes et andet sted, hvis ikke de skal komme fra kunderne, skriver Ole Birk Olesen i et folketingssvar til kollegaen Henning Hyllested, der ville vide om ministeren fandt det rimeligt, at kunderne selv betaler.

Rejsekortet har nemlig en udløbsdato – det holder fem år – og når man skal have et nyt, koster det 50 kroner.

Optrækkeri fra Rejsekortets side

På Facebooksiden ‘Rejsekort – kunder hjælper kunder’ er der mange af Rejsekortets brugere, der mildest talt er utilfredse med gebyret:

– Skulle betale 50 kroner for at forny mit rejsekort, der ikke som det tidligere gælder i fem år, men udløber den 30. april 2021, altså alene gældende langt under fem år, – to år og ti måneder- hvor jeg så igen skal betale 50 kroner for at forny mit rejsekort. Det er sgu sådan man hurtigere kan tjene penge, HURRA for rejsekortet (ironisk), skriver Marianne Hartvig Nielsen.

– Hov! Hvorfor skal tusindvis af velfungerende Rejsekort nu fornyes? Spild af samfundsmidler. Rejsekortet er vist et “svindelforetagende,” hvis der ikke er en supergod forklaring på det optrækkeri med unødige kortfornyelser, skriver Torben Østerby.

Ifølge Aske Wieth Knudsen, der er chef for forretningsudvikling i DSB, der er medejere af Rejsekort A/S, koster det penge at få et nyt Rejsekort på grund af udgifter til selve kortene:

– Der er nogle omkostninger til kortleverandøren, til et kort og til en chip. Og vi er nødt til at skifte kortene ud en gang imellem for at sikre, at systemet er sikkert og opdateret, siger han til DR Sjælland.

Powered by Labrador CMS