Niårig pige død i ulykke: Chauffør slipper

Nordjyllands Politi har besluttet ikke at rejse tiltale i en sag, hvor en kun niårig pige døde efter at være blevet kørt over af en traktor.

Sådan ser der ud på Gug Skole efter ulykken, hvor pigen blev mindet. KLIK VIDERE OG SE FLERE BILLEDER. Foto: Rasmus Skaftved
Sådan ser der ud på Gug Skole efter ulykken, hvor pigen blev mindet. KLIK VIDERE OG SE FLERE BILLEDER. Foto: Rasmus Skaftved
Offentliggjort Sidst opdateret

En 23-årig traktorfører slipper for tiltale, efter Nordjyllands Politi har frikendt ham i sagen om en kun niårig pige, der 1. marts 2019 blev dræbt efter han ramte hende med en traktor på Gug Skole.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under videoen

Konstitueret advokaturchef fra anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi, Mette Bøgelund Hansen, oplyser, at man efter grundig efterforskning har valgt ikke at rejse tiltale:

– Det er efter en grundig efterforskning og juridisk gennemgang af sagen vores samlede vurdering, at den 23-årige mand ikke har udvist en sådan grad af uagtsomhed, at han vil blive fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens bestemmelse om uagtsomt manddrab, siger Mette Bøgelund Hansen.

Sådan skete det

Pigen befandt sig i et buskads, da hun blev påkørt af en traktor med en påmonteret buskrydder. Traktoren var i gang med at udføre arbejde på skolens område.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 12.41 1. marts.. Da politi og redningsmandskab ankom til Gug Skole blev det konstateret, at pigen var afgået ved døden som følge af ulykken. Nordjyllands Politi gik herefter i gang med at foretage en undersøgelse af omstændighederne omkring ulykken.

– Ulykken er sket i forbindelse med leg. De nærmere omstændigheder er vi lige nu ved at efterforske. Derfor er det begrænset, hvad vi kan udtale os om på nuværende tidspunkt. Vores arbejde er lige nu at få undersøgt, hvordan ulykken er sket, oplyste vicepolitiinspektør Anders Uhrskov fra Nordjyllands Politi.

Stor sorg

Politiet var umiddelbart efter ulykken i tæt dialog med forskellige samarbejdspartnere, herunder især skolen og kommunens forvaltning, ligesom politiet har deltaget i møder på skolen med mange af de berørte.

– Det her handler også om at drage omsorg for de mennesker, der har været tæt på denne meget tragiske ulykke. Derfor har vi deltaget i en række opfølgninger – og gør det fortsat – med kommunen i forhold til de pårørende og personer, der har været tæt på, forklarede vicepolitiinspektør Niels Kronborg da..

Strakspåbud til firma

Ifølge TV 2 Nord har Arbejdstilsynet indført et strakspåbud over for virksomheden Brøndbjerg Skovservice. I det står der, at firmaet skal “…sikre traktor med buskrydder anvendes sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt på Gug Skole, så faren for påkørsel imødegås”.

– Vi er I dyb sorg og tænker selvfølgelig på familien. Og mere har jeg ikke lyst til at sige, fortæller Jan Lauridsen, indehaver af firmaet Brøndbjerg Skovservice, hvor den 23-årige mand, der kørte traktoren, er ansat.

Ifølge skulle Arbejdstilsynet også undersøge, om Aalborg Kommune og Gug Skole kan drages til ansvar.

Powered by Labrador CMS