Nye navne til Esbjerg-skoler
Syv nye navne er klar til at følge Esbjerg Kommunes folkeskoler ind i det nye skoleår og de forandringer, der følger med den nye skolestruktur
Når klokken efter sommerferien ringer ind til et endnu et skoleår, tager Esbjerg Kommunes folkeskoler hul på et nyt kapitel. Som en del af den nye skolestruktur, der træder i kraft den 1. august, får kommunen syv nye skoler og en børneby i St. Darum, og en frisk start kræver nye navne.
I marts satte Børn & Familieudvalget en proces i gang for at få skabt nye navne og logoer til de syv skoler, og design- og reklamebureauet Kirk & Holm har udarbejdet to forslag per skole. De nye skolebestyrelser har været inddraget i forløbet og har over for Børn & Familieudvalget tilkendegivet, hvilket navn og logo, de ønsker. Der er samtidig taget stilling til navnene på distrikternes enkelte afdelinger, som bliver navngivet efter geografi.
Børn & Familieudvalget har valgt at følge skolebestyrelsernes indstilling, og ifølge udvalgsformand, Diana Mose Olsen har det været et konstruktivt forløb.
– Vi er nået frem til syv navne, som er innovative og signalerer positivitet og energi. Det var vigtigt for os, at de nye skolebestyrelser var med i processen, fordi ejerskabet er helt afgørende. Et nyt navn og logo er med til at give skolerne hver især et fælles holdepunkt og særkende, når de nu skal til at opbygge en ny identitet som én samlet skole, siger Diana Mose Olsen, formand for Børn & Familieudvalget.
Fra den 1. august vil Esbjerg Kommune have følgende otte skoler:
Auraskolen: Hjerting (hovedafdeling), Bryndum, Sønderris
Signaturskolen: Kvaglund (hovedafdeling), Skads, Tjæreborg
Cosmosskolen: Bakke (hovedafdeling), Boldesager, Spangsbjerg
Urbanskolen: Søndervangen (hovedafdeling), Danmarksgade, Ringen
Bohrskolen: Vita (hovedafdeling), Fourfeldt, Ådal
Vadehavsskolen: Simon Hansensvej (hovedafdeling), Kongeåvej, Egebækvej, Haulundvej
Fortunaskolen: Bakkevej (hovedafdeling), Skovbrynet, Skolegade, Gabelsvej, Skolevænget
Darum Børneby