Øjenlåg brændt og pind i øre og anus

Onsdag har en ung mand været i grundlovsforhør ved Retten i Kolding - sigtet for frihedsberøvelse i drabssag

Udgivet Opdateret

Se flere fotos i billedgalleriet herover

En 18-årig mand, der er sigtet for at have frihedsberøvet en jævnaldrende og nu drabssigtet mand i weekenden, er blevet varetægtsfængslet de næste 14 dage.

Det er udfaldet efter et grundlovsforhør ved Retten i Kolding, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Den unge mand meldte sig selv til politiet i Vejle tirsdag eftermiddag, har Sydøstjyllands Politi oplyst.

Ifølge avisen nægter han sig skyldig.

I forvejen er en 21-årig sigtet for at have deltaget i samme sag om frihedsberøvelse. Han sidder varetægtsfængslet i fire uger.

Frihedsberøver drabssigtet

De to mænd mistænkes for at have frihedsberøvet en anden 18-årig mand, der er sigtet for at have dræbt en 19-årig mand i Vejle i weekenden.

Politiet har indtil onsdag oplyst, at tre var mistænkt i sagen om frihedsberøvelsen. Ved grundlovsforhøret onsdag er det imidlertid kommet frem, at endnu en person kan have deltaget.

Dermed er politiet på sporet af yderligere to personer. Ifølge Vejle Amts Folkeblad drejer det sig om en 22-årig mand fra Vejle og en i øjeblikket ukendt fjerde gerningsmand.

“Nogle knivstik”

Klokken 01.00 natten til lørdag fik politiet en anmeldelse om, at der lå en livløs mand i en passage i området mellem Nørre Torv, Kalkbrænderivej og parkeringshuset Trondur i Vejle.

Selv om der blev ydet førstehjælp, døde den 19-årige mand på stedet. Ifølge politiet var han blevet påført “nogle knivstik”.

Lørdag eftermiddag blev en ung mand på 18 år anholdt for drabet, og søndag blev han fremstillet i grundlovsforhør.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad kom han ind i retten på krykker, havde et sår i hovedet og havde svært ved at høre.

Han kunne ikke huske, hvornår han var blevet anholdt. Men han huskede, at politiet sagde til ham, at han blev anholdt for sin egen skyld, da nogen kunne være efter ham, skrev lokalmediet.

Voldsom mishandling

Nogle timer senere kom forklaringen på den 18-åriges skader, da den 21-årige mand blev fremstillet i sagen sigtet for frihedsberøvelse, trusler og mishandling.

Sammen med tre andre – herunder altså den 18-årige, der blev stillet for en dommer onsdag – skulle han have holdt den drabsmistænkte indespærret på to adresser i Vejle og Jelling en times tid lørdag formiddag.

Her blev manden ifølge sigtelsen slået flere gange i ansigtet og på kroppen, hans øjenlåg blev forsøgt brændt af, han fik en pind stukket ind i øret og i anus, og så begravede overfaldsmændene angiveligt hans ansigt i mudder, så han fik svært ved at trække vejret.

Det skrev Vejle Amts Folkeblad efter weekendens grundlovsforhør.

Verbale trusler

Sideløbende med afstraffelserne blev den 18-årige truet – blandt andet med ordene: “Du skal dø i dag” og “Vi dræber både dig og din far”, skrev lokalmediet.

Den 18-årige, der er altså er sigtet for drab, blev søndag varetægtsfængslet i fire uger.

Søger vidner

Sydøstjyllands Politi søger vidner, der kan være med til at kaste lys over drabet på den 19-årige mand, der blev fundet død natten til lørdag den 29. maj.

Politiet skriver i en pressemeddelelse, at man særligt leder efter vidner, der var i området omkring Volmers Plads, Nørretorv og Kalkbrænderivej i Vejle i tidsrummet fra fredag den 28. maj klokken cirka 23.30 til lørdag den 29. maj klokken cirka 01.30.

Den unge mand var blevet dræbt med flere knivstik, og en 18-årig mand er anholdt og varetægtsfængslet i sagen, der ifølge politiet har forbindelse til en anden sag fra samme weekend.

“Var du i området i det nævnte tidsrum, så ring til Sydøstjyllands Politi via 114, så skal vi nok vurdere, om du har oplysninger, som er relevante. Alle henvendelser kan være relevante og værdifulde for efterforskningen,” skriver politiet i pressemeddelelsen.

Se flere fotos i billedgalleriet herover

Powered by Labrador CMS