Ombudsmand går til kamp mod falske anmeldelser

Forbrugerombudsmanden vil falske brugeranmeldelser til livs. Billedet her er blot en illustration, og der er altså ikke noget, der tyder på, at der tale om falske anmeldelser. Screendump: Trustpilot
Udgivet Opdateret

Forbrugerombudsmanden vil falske brugeranmeldelser til livs

Når man har spist på en restaurant, boet på et hotel eller været kunde i en butik, er der flere steder på nettet, man kan anmelde sin oplevelse. Brugeranmeldelser er populære som aldrig før, men der kan sommetider herske tvivl om, hvorvidt anmeldelserne er ægte. Der er nemlig flere eksempler på svindel med anmeldelser. Derfor har forbrugerombudsmanden netop sendt nye retningslinjer i høring, skriver Jyllands-Posten.

Forbrugerombudsmand Henrik Øe siger, at det er et meget vanskeligt område at føre kontrol med.

»Retningslinjerne giver mig et håndtag, så jeg i fremtiden kan tage sager op, for man skal kunne stole på anmeldelsessiderne og deres ratings,« siger han til Jyllands-Posten.

Jyllands-Posten har fået aktindsigt i udkastet til de nye retningslinjer, som ikke kun vil gælde danske hjemmesider som Trustpilot, men også udenlandske tjenester som for eksempel Hotels.com.

Ifølge Jyllands-Posten inkluderer retningslinjerne blandt andet, at det skal fremgå af brugeranmeldelsen, om den er indgivet »uanmodet«, »efter opfordring« eller »mod betaling eller anden fordel«. Samtidig skal de virksomheder, der er blevet anmeldt, kunne tage til genmæle, skriver avisen.

Powered by Labrador CMS