Sådan undgår du tricktyveri – uden at være uvenlig

Der findes mange gode råd til at undgå tricktyveri. Problemet er, at de alle tager højde for, at man ikke skal svare venligt, hvis folk spørger om vej.

Udgivet Opdateret

Der findes mange gode råd til, hvordan man kan undgå tricktyveri. Problemet med de fleste af dem er bare, at de i et vist omfang kræver, at man afholder sig fra at tale med fremmede. Og det er ikke altid lige let.

Det er søndag aften. Klokken er tættere på 20.00 end 19.00. Biler, cyklister og mennesker bevæger sig gennem og rundt om Havnegade. To drenge cykler afsted i høj fart. Bag dem cykler en ung kvinde. Hun råber og gestikulerer. Forfølger de to drenge. To gange går det for stærkt for hende. Hun vælter. Taber sine nøgler. Kommer op igen. Fortsætter forfølgelsen. Drengene forsøger at slippe væk, men de kan ikke få fart nok på cyklerne. De kan ikke slå et endegyldigt hul til den rasende kvinde. Den ene af de to drenge har noget, hun ejer. Den anden dreng vil snart stå skoleret.

Det er svært at afvise dem man lever af at hjælpe

Politiet har mange gode råd til, hvad man skal gøre for at undgå tricktyveri. Du opfordres til at skjule din pinkode og holde betalingskortkort og pung tæt på kroppen, når du er ude. Du bør være skeptisk, afvise folk, der henvender sig til dig på gaden og generelt udvise opmærksomhed, når du bevæger dig ude i det fri.

Det er særligt vigtigt, hvis du har din gang i det indre København, eksempelvis ved Nyhavn. Det er der, de farvestrålende små huse ligger. Det er et af de billeder, folk tænker på, når de hører København nævnt i forbifarten.

Det er sådan noget her, det kan være svært at undgå, hvis man ikke passer på. Foto: Scanpix.
Det er sådan noget her, det kan være svært at undgå, hvis man ikke passer på. Foto: Scanpix.

Det er her, Yael Michelle Elbaum Bassan har sin forretning, Copenhagen Bicycles. Her kan man leje en cykel til en turist-tur rundt i landets hovedstad. Yael lever af et være i kontakt med et væld af forskellige mennesker hver dag. Hun lever af ikke at være skeptisk på forhånd, når hun bliver kontaktet af en fremmed. Hvis man henvender sig til hende på gaden, på hjørnet af Havnegade og Nyhavn, ved den nye bro Inderhavnsbroen, er det ret sikkert, at hun svarer på det, man spørger om.

– Jeg taler med mennesker hver eneste dag, der spørger om vej til Christiania, fortæller Yael Newsbreak.dk.

Det sagde plop – og telefonen var væk

Det var essentielt set det, der skete denne søndag. Yael havde fået fri efter 10 timers arbejde. Hun havde drukket en øl med kollegerne. Hun havde spændt cykelhjelmen fast og var egentlig klar til at cykle hjem. Hovedtelefonerne sad i ørene. Telefonen lå i tasken. Tasken lå i cykelkurven. Tasken var forsvarligt lukket, men ud af den gik ledningen fra telefon til Yaels ører. På hendes højre side stod der en knægt. Han var omkring hendes højde, 155 centimeter, han var formentlig 14 år gammel, 13 år yngre end hende. De to stod på den ene side af det cykelstativ, hvori Yaels seks år gamle cykel med tre gear stod. På den anden side af de to og cyklen og cykelstativet stod en anden dreng. Drengen ved Yaels side sagde noget. Hun tog den ene af de to propper til hovedtelefonerne ud af øret.

– Jeg tænkte, at det var fint nok, at de stod der. Han spurgte om vej til Christiania. Det så ud til, at de var på vej derhen, men han virkede underligt nok ikke interesseret i mit svar, fortæller Yael.

Drengen havde på et lettere gebrokkent engelsk to gange givet udtryk for, at han gerne ville have anvist vejen til Christiania. Men hendes svar virkede altså ikke til at interessere ham.

Da forsvandt lyden fra Yaels hovedtelefoner.

Hun så til venstre. Den anden dreng var på vej væk på en cykel. Yaels telefon var væk. Det var den anden dreng også. De prøvede begge at stikke af. Yael satte efter dem.

– De kører på racercykler. Jeg kører efter og skriger, at de har stjålet min telefon. Jeg skriger muligvis også nogle andre ting. Der er ingen, der er i tvivl om, hvad der sker, fortæller Yael.

Ringen omkring den unge mand

Jagten går rundt om Havnegade. De to drenge forsøger at stikke af fra Yael, der dagligt arbejder med cykler, som selv cykler og som er i glimrende form. Samtidig er hun rasende over, at hendes telefon er blevet stjålet.

Flere og flere mennesker er begyndt at udvise interesse for det, der foregår for øjnene af dem, og jagten varer ikke mange minutter. Da de to drenge og den rasende kvinde er på vej ned af en gade med Havnegade i ryggen, bakker en bil 10-20 meter hen mod dem. Chaufføren hopper ud af bilen og får fat i den ene af de to drenge. Ham, der spurgte Yael om vej.

Yael når hen til dem. Den anden dreng er væk. Hendes telefon er stadig væk. Men foran hende står der en dreng på hendes højde. Hendes redningsmand Muhamed står med ham og holder fast. Yael ringer til politiet og anmelder det, der har fundet sted. En ældre dame kommer ilende til med paraplyen hævet. Hun lover, at den kan bruges som våben, skulle det blive nødvendigt. Skulle drengen prøve at stikke af. Det gør han ikke. Han forholder sig ganske roligt, mens de venter på politiet.

En del af statistikken

Fra 2010 til 2016 er antallet af tricktyverier steget fra 1434 til 3138. I 2016 registrerede politiet i alt 50501 ofre for tasketyverier, tyverier fra lommer og tasker samt tricktyverier på gadeplan. Det er en stigning på 23% i forhold til 2015, og de to aldersgrupper, der oftest bliver ofre for disse tyveriformer er de 20-24-årige og de 25-29-årige. Med andre ord findes der et stigende antal mennesker, for hvem det har været umuligt at undgå tricktyveri.

Yael selv blev en del af statistikken den søndag. Mens de ventede på politiet, skældte hun drengen ud. Hun håber, at det skræmte ham nok til, at han afholder sig fra at stjæle fra andre en anden gang. Hun ved ikke, om det kommer til at ske. Men hun håber. I så fald har hun hjulpet andre med at undgå tricktyveri på sin egen måde.

Yael vil også vise dig vej til Christiania

Hun bliver spurgt, om hendes oplevelse kommer til at ændre på den måde, hun forholder sig til fremmede på. Tager hun rådene til at undgå tricktyveri til sig, og vil hun påtage sig den skeptiske mine, når en fremmed spørger om vej en anden gang? Svaret på det spørgsmål er nej. Det kommer ikke til at ske.

– Jeg arbejder i turistbranchen, lyder det fra Yael. Der kan man ikke leve af at være skeptisk overfor fremmede. Der er det sværere end ellers at undgå tricktyveri.

Hun hæfter sig i stedet ved, at folk i området udviste stor opmærksomhed. Flere hjalp hende med at stå vagt om den unge mand, til han blev hentet af politiet.

Adgangen til telefonen blev spærret, koder blev skiftet. Hun har bestilt en ny telefon efter at have talt med forsikringsselskabet. Hun gik tre dage uden telefon og nød egentlig afbrækket, den manglende direkte kontakt til verden udenfor.

Mødet med de to drenge var hendes første møde med tricktyve.

– Jeg har fået stjålet en taske i Bolivia og en taske i et telt på Roskilde Festival engang, mens jeg sov. Men jeg er typen, der altid passer godt på mine ting, fortæller Yael.

Èn ting har hun dog taget med fra oplevelsen.

– Jeg sætter stor pris på, at de ikke tog mine nøgler. Så var jeg jo ikke kommet ind i min lejlighed.

Hun er også mere bevidst om hendes taske, og hvor den er, når hun cykler.

Sådan kan du sikre dig mod tricktyveri på gaden

Politiet har udgivet følgende råd, der kan hjælpe dig med at undgå tricktyveri.

Dæk altid din pinkode med hånden, når du bruger dit betalingskort. Hvis tyvene ikke har

din kode, kan de ikke hæve kontanter med dit kort.

Opbevar dit betalingskort og din pung tæt på kroppen, gerne i en inderlomme eller i en

lille taske under frakken. Undgå at have kort og pung i baglomme, håndtaske,

indkøbsnet, på rollator eller lignende steder.

Hvis nogen forsøger at aflede din opmærksomhed ved for eksempel at spørge om vej,

stille andre spørgsmål eller skabe forvirring omkring dig, så vær opmærksom og hold

godt øje med dine ejendele.

Hvis personer, du ikke kender, henvender sig til dig på gaden, er det i orden høfligt at

afvise dem, også selvom de beder om din hjælp.

Hvis nogen påstår, at du har tabt en pengeseddel, så vær mistænksom og overvej, om

det overhovedet kan være din.

Tag ikke i mod gaver som eksempelvis smykker som tak for din hjælp.

Lås straks bilen, hvis du bliver distraheret på parkeringspladsen.

Sådan gør du, hvis du har været udsat for et tricktyveri

Anmeld hurtigst muligt et tricktyveri, også hvis tyvene har forsøgt at snyde dig, men ikke

er lykkedes med deres foretagende.

Ring 1-1-2, hvis tyveriet er i gang eller netop er sket.

Ring 1-1-4, hvis der er gået et stykke tid siden, tyveriet er sket.

Hvis dit hævekort er blevet stjålet, så kontakt banken, og få det spærret med det

samme. Ring dernæst altid til politiet, før du kontakter forsikringen eller

familiemedlemmer.

 

– Når jeg cykler nu, er det med tasken ud over styret lyder det fra Yael.

Powered by Labrador CMS