Samsung overhaler Apple som nummer ét på smartphone

Samsung har overhalet Apple som verdens største smartphone-producent. Det skyldes især den nye Galaxy S6. Foto: Don Emmert/Scanpix
Udgivet Opdateret

Samsung har genvundet tronen som verdens største smartphone-producent

Tre måneder. Så længe nåede Apple at være verdens største smartphoneproducent, inden den sydkoreanske konkurrent, Samsung, fik kæmpet sig tilbage på trone. Samsung solgte i januar-marts ifølge markedsanalysefirmaet Strategy Analytics 83,2 millioner smartphonetelefoner, hvor Apple nåede 61,2 millioner, og dermed har sydkoreanerne igen førerpositionen, som man har haft siden 2012. Samsung har dog hele tiden været den samlet største mobilproducent i verden, når alle mindre avancerede mobiltelefoner tælles med.

Apple gik forbi Samsung i oktober-december, men de to lå mulehår fra hinanden på hver omkring 74,5 millioner smartphonetelefoner.

Apples to nye toptelefoner, iPhone 6 og den større iPhone 6 Plus, har solgt godt, men Samsung har – trods udfordringer i Asien – formået at kæmpe sig tilbage. Og for nylig lancerede Samsung så sine to nye topmodeller, Galaxy S6 og Galaxy S6 Edge, som ikke tæller går med i 1. kvartals salg.

Samsung har selv sagt, at efterspørgslen efter Galaxy S6-telefonerne overgår selskabets egne forventninger, men Samsung opgiver ikke selv konkrete salgstal i sine regnskaber, sådan som Apple og alle øvrige mobilproducenter gør.

Samsung kæmper med indtjeningen

Samsung kæmper samtidig med indtjeningen. Omsætningen i mobilforretningen faldt i 1. kvartal med en femtedel, mens overskuddet i forhold til sidste år på samme tid ligger 57 procent lavere.

Sydkoreanerne sad i januar-marts på 24 procent af verdensmarkedet for smartphonetelefoner mod Apples 17,7 procent, men Samsung er gået tilbage fra en global markedsandel på 31 procent for et år siden, hvor Apple i samme periode er gået op fra 15,3 procent.

Selve smartphonemarkedet er dog vokset med hele 21 procent på et år fra 285 til nu 345 millioner telefoner.

Nummer tre er nu kinesiske Lenovo, som efter købet af amerikanske Motorola fra Google sidder på 5,4 procent af verdensmarkedet, mens kinesiske Huawei er nummer fire med en markedsandel på 5 procent.

På det samlede mobilmarked, alle prislejer inklusiv, fører Samsung med 22,2 procent, efterfulgt af Apple med 13,7 procent og Microsoft (som har købt Nokias mobilproduktion) med 7,6 procent.

Powered by Labrador CMS