Se billederne: Det her fik Netto-kunder til at kaste op

Privatfoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Personale og kunder blev fredag eftermiddag evakueret fra Netto på Stengårdsvej i Esbjerg. Unge knægte har tilsyneladende brugt peberspray eller tåregas.

Syd- & Sønderjyllands Politi fik i dag kort før klokken 16 melding om, at både personale og kunder i Netto på Stengårdsvej hostede, hakkede og kastede op.

– Vi har mistanke om, at nogle unge knægte har syntes det var sjovt, at lege med peberspray eller tåregas. Helt tåbeligt, siger vagtchefen hos Syd- & Sønderjyllands Politi til Newsbreak.dk.

Gassen blev spredt rundt i butikken via ventilationsanlægget.

Der blev sendt ambulancer og en ambulancelæge til Netto, hvor de der hostede eller kastede op blev tjekket.

– Tåregas eller peberspray er i sig selv ikke farligt. Men det er vildt ubehageligt, forklarer vagtchefen.

Redningsmandskab fik luftet ud i Netto. Men tilsyneladende ikke godt nok:

– Da vi fik åbnet Netto igen og der blev tændt for ventilationen, var den gal igen. Så der blev luftet en ekstra gang ud, fortæller vagtchefen.

Efter klokken 17 var Netto atter åben.

– Jeg kan ikke afvise, at der kommer et erstatningskrav fra Netto, når gerningsmændene bliver fundet, slutter vagtchefen.

Syd- & Sønderjyllands Politi efterforsker sagen for at finde frem til de personer, der har leget med enten peberspray eller tåregas.

Powered by Labrador CMS