SF kræver flere penge til det stigende antal ældre

Pia Olsen Dyhr (SF). Foto: Keld Navntoft/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Det har ikke skortet på udspil om sundhed og ældre fra regeringen og Venstre den seneste tid.

Men ingen af forslagene tager højde for kommunernes stigende udgifter til ældreplejen frem mod 2020, skriver Jyllands-Posten, og det er forkasteligt mener SF-formand Pia Olsen Dyhr (SF).

»Det er dybt problematisk, for vi må erkende, at hvis man skal have en værdig alderdom, så skal der sættes flere penge af, eftersom der kommer knap 90.000 flere ældre frem mod 2020,« siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.

Både regeringen og Venstre har præsenteret udspil på området, men ifølge Jyllands-Posten har ingen af dem indregnet en konkret beregning fra Finansministeriet, der 9. februar i år sendte et svar til Folketinget med en teknisk fremskrivning af kommunernes forventede udgifter til det stigende antal ældre over 65 år frem til 2020.

Beregningen viser, at udgifterne i 2020 vil være fem milliarder kroner højere end i 2015, og hvis man lægger de årlige stigninger sammen, lyder den samlede regning på 14,4 milliarder kroner.

I SF vil man afsætte op til fire milliarder kroner mere om året frem mod 2020, fortæller Pia Olsen Dyhr.

»Vi har prioriteret dem i det økonomiske råderum, som vi har været med til at skabe sammen med regeringen gennem reformer,« siger hun.

Samtidig, påpeger SF-formanden, er det vigtigt, at der bliver skabt en større tillid til de offentligt ansatte.

»På den måde kan vi komme af med noget dokumentation og bureaukrati,« siger hun.

Dansk Folkeparti kræver en såkaldt værdighedsgaranti, der med en række punkter såsom boligforhold, hjælp til personlig hygiejne og assistance til en gåtur i hverdagen skal sikre de ældre et mest muligt værdigt liv.

Men det er ikke nødvendigvis den rette vej at gå, mener SF-formanden.

»For mig at se er det afgørende, at vi sætter den ældre i centrum. Hvad er det, den ældre har brug for? Er det rent sengetøj, god mad i dagligdagen, eller er det en gåtur? Derfor skal vi fokusere på dét og ikke på nogle rettigheder, som vi bestemmer på Christiansborg,« siger hun.

Powered by Labrador CMS