Smuglerfangst: 100 kilo kokain

27 personer bliver søndag fremstillet i dommervagten.

Udgivet Opdateret

Lørdag anholdt politiet i en større koordineret indsats til vands og land 27 personer.

De bliver nu fremstillet i dommervagten, sigtet for indsmugling af 100 kilo kokain.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under videoen

Alle 27 anholdte er udlændinge fra en række forskellige lande.

Tre personer blev anholdt i Spodsbjerg, mens 24 blev anholdt på et fragtskib.
27 personer bliver klokken 10.00 fremstillet i Dommervagten i Københavns Byret sigtet for indsmugling af ikke under 100 kilo kokain.

De 27 personer blev anholdt lørdag i en større, koordineret aktion. De mange kilo kokain blev kastet fra containerskibet Duncan Island i Langelandsbæltet ud for Langelands østkyst.

Her tog tre mænd imod det i en mindre båd, hvorefter de sejlede kokainen til Spodsbjerg på Langeland.

Skulle til København

Herefter blev kokainen så pakket i bagagerummet i en bil. Herefter var planen, at det skulle transporteres til København og videre til andre på nuværende tidspunkt ukendte steder i Skandinavien. De tre mænd blev i stedet anholdt i Spodsbjerg.

– Vi er selvfølgelig meget tilfredse med, at de mange kilo kokain ikke har ramt gaden. Nu efterforsker vi videre for at finde frem til, hvem der nu venter forgæves på leverancerne, siger leder af Center for speciel efterforskning ved Københavns Politi, politiinspektør Dannie Rise.

– En mængde kokain i denne størrelse er rigtig, rigtig mange millioner værd. Når de sælger narkoen på gaden, så geninvesterer de bl.a. fortjenesten i ny kriminalitet, og de penge mangler nogen nu og kan derfor ikke blive investeret i våben, køretøjer og andet, der understøtter den organiserede kriminalitet, siger Dannie Rise videre.

Bordet af politiet

Mens de tre mænd sejlede mod land med kokainen, sejlede fragtskibet videre. I dansk farvand syd for Gedser blev det bordet af politifolk fra Københavns Politi og de 24 ombordværende besætningsmedlemmer blev anholdt.

Alle de anholdte er udlændinge. De tre mænd, der tog imod kokainen og blev anholdt i Spodsbjerg er en 50-årig mand fra Rusland og to personer fra Letland på henholdsvis 41 og 44 år.

De 24 anholdte besætningsmedlemmer fra fragtskibet består af 13 personer fra Filippinerne, fem personer fra Rusland, tre personer fra Letland, to personer fra Ecuador, en fra Indien, en fra Polen og endeligt en fra Ukraine.

De sigtede er i alderen 25 til 60 år.

Powered by Labrador CMS