Spreder sig hastigt i Europa
Situationen er under kontrol i Danmark, men bakterien vækker bekymring blandt internationale sundhedsorganisationer
Citathistorie: Videnskab.dk
I de seneste måneder har en særlig bakterie fået internationale sundhedsorganisationer til at ringe med alarmklokkerne.
Det skriver Videnskab.dk.
Der er tale om den ellers velkendte tarmbakterie Klebsiella pneumoniae.
Bakterien, som er i familie med den mere kendte E. coli, findes naturligt i tarmene hos mennesker, men kan forårsage alvorlige infektioner, hvis den spreder sig til andre dele af kroppen.
Let resistens
Det bekymrende ved bakterien er, at den let kan udvikle resistens over for antibiotika, herunder de stærke carbapenemer, der ofte bruges som sidste udvej i behandlingen af svære infektioner.
For nylig opdaterede Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) sin risikovurdering af bakterien.
Siden den seneste vurdering i 2019 er der tydelige tegn på, at situationen er forværret i Europa, især på hospitaler, hvor bakterien let spredes mellem patienter, lyder det.
Forhøjet risiko
K. pneumoniae lever i mave-tarmkanalen, men hvis bakterien finder vej ud af tarmen, kan den forårsage alvorlige problemer for nogle mennesker.»Bakterien er ikke et problem, hvis du er sund og rask – så bliver den slået ihjel, hvis den trænger ind i blodet.
Men K. pneumoniae kan give infektioner hos svækkede personer, og selv en høj alder kan være nok til at øge risikoen,« siger Svend Birkelund, der er professor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet, til Videnskab.dk.
Livstruende situation
I slemme tilfælde kan infektionen også sprede sig til blodbanen og give blodforgiftning, hvis man er ældre og svækket.
Det er en livstruende situation, der kan udvikle sig indenfor få timer, fortæller Svend Birkelund, der forsker i, hvordan bakterier som i K. pneumoniae forårsager sygdom på molekylært niveau.
I Danmark har vi dog et godt system, hvor du hurtigt bliver indlagt, hvis du ringer til lægevagten, og der er derfor overraskende få, der dør af blodforgiftning, lyder det.
Kan overføres til andre
Problemet med Klebsiella pneumoniae er, at bakterien besidder enzymer, der gør den modstandsdygtig over for de antibiotikatyper, læger oftest bruger.
Det gælder også de bredspektrede antibiotika, carbapenemer.K. pneumoniae har desuden en evne til at overføre sin resistens til andre bakterier.
De resistente bakterier overføres ved fysisk kontakt, så på den måde kan der ophobe sig flere resistente bakterier i befolkningen – også selvom du ikke selv har taget antibiotika.
Ingen bekymring
Det er en af grundene til, at internationale sundhedsorganisationer som WHO og ECDC råber vagt i gevær overfor K. pneumoniae netop nu.Brugen af antibiotika herhjemme dog så restriktiv, at man overordnet set ikke skal gå rundt og være bange for at blive smittet.
- Som almindelig rask dansker skal man ikke være bekymret. Det eneste, man kan være bekymret for, er, at der generelt kommer flere resistente bakterier i samfundet. Det er det, vi kæmper med lige nu, siger Svend Birkelund til Videnskab.dk.
- Som fagperson er man bekymret for, at vi kan ende i en situation, hvor vi ikke kan behandle med antibiotika. K. pneumoniae påvirker jo heldigvis ikke raske mennesker, men vi har en aldrende befolkning, hvor bakterien kan spredes og give infektioner, som vi så ikke vil kunne behandle.