Sur smiley til legendarisk café: -En smutter

Aarhus-institutionen Café Casablanca har fået en sur smiley.

Det er den første sure smiley til Café Casablanca i de 11 år, den nuværende ledelse har været på stedet, fortæller direktøren. Genrefoto.
Udgivet Opdateret

Café Casablanca i Rosensgade ved Domkirken i Aarhus har siden 1981 været en kulturel og kulinarisk institution i byen.

Det er den sådan set stadig.

Men nu må den populære café også leve med, at man vifter med en sur smiley på kontrolrapporten ved indgangen.

Smileyen er givet efter et besøg fra Fødevarestyrelsen 29. september, hvor det blev konstateret, at man ikke havde hængt den seneste kontrolrapport ophængt.

Der er tale om en kontrolrapport fra tidligere på måneden, hvor Fødevarestyrelsen havde konstateret problemer med rengøringen på stedet.

Ved det tidligere besøg kunne Fødevaretyrelsen konstatere, at rengøringen haltede både omkring caféens opvaskemaskine, personaletoilet og kælderrum.

Direktør for Casablanca Martin Lemvig fortæller til Newsbreak.dk, at man siden har fået styr på disse forhold. Det anerkender Fødevarestyrelsen da også ved besøget 29. september.

-En smutter

Det store problem var derfor, at man ikke havde hængt rapporten med kritikken op.

Det takserer Fødevarestyrelsen altid til en sur smiley:

– Den var landet mellem to stole og lå i en skuffe, forklarer Martin Lemvig, der fuldt ud anerkender fejlen.

– Når man laver en smutter, så må man tage rappet over fingrene, siger direktøren, der fortæller at Café Casablanca har et fint samarbejde med fødevaremyndighederne.

Oveni den sure smiley har Café Casablanca også modtaget en bøde på 3000 kroner for forseelsen.

Kontralrapporten kan ses HER.

Powered by Labrador CMS